Regel 30: Skibe til ankers og skibe på grund ⭐
⭐ Vigtigst til duelighedsprøven
Kort fortalt
Et skib for anker viser et hvidt rundtlysende lys forude og et lavere agter, eller en kugle om dagen. Under 50 m kan nøjes med ét hvidt lys. Under 7 m behøver ikke lys, hvis man ligger et sted uden trafik. Et skib på grund viser ankerlysene og desuden 2 røde lys eller 3 kugler.
Lovteksten
(a) Et skib, der ligger til ankers, skal, hvor det bedst kan ses, vise:
(i) i den forreste del af skibet et hvidt lys synligt hele horisonten rundt eller en kugle;
(ii) på eller nær agterenden og i en lavere højde end det i pkt. (i) foreskrevne lys et hvidt lys synligt hele horisonten rundt.
(b) Et skib under 50 m i længde kan i stedet for de i stk. (a) foreskrevne lys vise et hvidt lys synligt hele horisonten rundt på det sted, hvor det bedst kan ses.
(c) Et skib kan, og et skib på 100 m og derover i længde skal, når det ligger til ankers, endvidere bruge de forhåndenværende arbejdslys eller tilsvarende lys til belysning af dets dæk.
(d) Et skib på grund skal vise de i stk. (a) eller (b) i denne regel foreskrevne lys og desuden, hvor de bedst kan ses:
(i) 2 røde lys synlige hele horisonten rundt og anbragt lodret over hinanden;
(ii) 3 kugler anbragt lodret over hinanden.
(e) Et skib under 7 m i længde er ikke forpligtet til at vise de lys eller den signalfigur, der er foreskrevet i stk. (a) og (b) i denne regel, når det ligger til ankers på et sted, der ikke er beliggende i eller nær et snævert løb eller farvand eller på eller nær en ankerplads, eller hvor andre skibe normalt sejler.
(f) Et skib under 12 m i længde, der er grundstødt, er ikke forpligtet til at vise de i pkt. (d)(i) og (ii) i denne regel foreskrevne lys eller signalfigurer.
Ordret fra Bekendtgørelse nr. 1083 af 20. november 2009 om søvejsregler, bilag 1.
Lær og øv
- Læs: Lods, anker og grund (Lanterner og dagsignaler)
- 6 spørgsmål i «Lanterner og dagsignaler»
- 🎧 Hør om det
På telefon kan du stryge til siden for at skifte regel.