Spring til indhold
Duelighed

Forside / Reglerne / Del A

Regel 3: Definitioner

Kort fortalt

Her står ordenes betydning. Et sejlskib er kun et sejlskib, når motoren ikke bruges. Let betyder, at skibet hverken ligger for anker, er fortøjet eller er på grund. Nedsat sigtbarhed er tåge, snefald, kraftig regn og lignende. I sigte af hinanden betyder, at man kan se hinanden med øjnene.

Lovteksten

I disse regler skal – medmindre andet fremgår af sammenhængen – nedenstående ord og udtryk forstås således:

(a) »Skib« omfatter enhver form for flydende materiel, herunder fartøjer uden deplacement, WIG-fartøjer og søluftfartøjer, der anvendes eller kan anvendes som transportmiddel på vandet.

(b) »Maskindrevet skib« betyder ethvert skib, der fremdrives ved maskineri.

(c) »Sejlskib« betyder ethvert skib under sejl, forudsat at eventuelt fremdrivningsmaskineri ikke benyttes.

(d) »Skib, der er i færd med at fiske« betyder ethvert skib, der fisker med garn, liner, trawl eller andet fiskeredskab, som begrænser manøvreevnen, men omfatter ikke et skib, der fisker med liner på slæb eller andet fiskeredskab, som ikke begrænser manøvreevnen.

(e) »Søluftfartøj« omfatter ethvert luftfartøj, der er konstrueret til at manøvrere på vandet.

(f) »Skib, der ikke er under kommando« betyder et skib, som på grund af en eller anden usædvanlig omstændighed er ude af stand til at manøvrere som foreskrevet i disse regler og derfor er ude af stand til at gå af vejen for et andet skib.

(g) »Skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere« betyder et skib, som på grund af beskaffenheden af sit arbejde er begrænset i sin evne til at manøvrere som foreskrevet i disse regler og derfor er ude af stand til at gå af vejen for et andet skib. Skibe, der er begrænset i deres evne til at manøvrere, omfatter, men er ikke begrænset til:

(i) et skib, der er beskæftiget med at udlægge, tilse eller optage et sømærke, undersøisk kabel eller rørledning;

(ii) et skib, der er beskæftiget med uddybning, opmåling eller undervandsarbejde;

(iii) et skib, der er beskæftiget med at modtage eller afgive forsyninger eller overføre personer, proviant eller ladning, medens det er let;

(iv) et skib, der er beskæftiget med at starte eller modtage luftfartøjer;

(v) et skib, der er beskæftiget med minerydning;

(vi) et skib, der er beskæftiget med slæbearbejde af en sådan art, at det gør det meget vanskeligt for det slæbende skib og slæbet at afvige fra deres sejlretning.

(h) »Skib, der er hæmmet af sin dybgang« betyder et maskindrevet skib, som på grund af sin dybgang i forhold til den forhåndenværende vanddybde og bredden af det pågældende farvand har stærkt begrænset mulighed for at afvige fra den sejlretning, det følger.

(i) »Let« betyder, at et skib ikke ligger til ankers eller er fortøjet til land eller er på grund.

(j) Et skibs »længde« og »bredde« er dets største længde og største bredde.

(k) Skibe anses kun for at være »i sigte af hinanden«, når det ene kan observeres visuelt fra det andet.

(l) »Nedsat sigtbarhed« betyder alle forhold, hvorunder sigtbarheden er nedsat af tåge, tykning, snefald, svære regnbyger, sandstorme eller andre lignende årsager.

(m) »WIG-fartøj (Wing-In-Ground)« betyder en multimodal enhed, som i sin operationsfase flyver tæt på havoverfladen ved hjælp af en opbygget luftpudeeffekt.

Ordret fra Bekendtgørelse nr. 1083 af 20. november 2009 om søvejsregler, bilag 1.

Lær og øv

På telefon kan du stryge til siden for at skifte regel.