Regel 18: Skibes forpligtelser over for hinanden ⭐
⭐ Vigtigst til duelighedsprøven
Afsnit II – Skibe i sigte af hinanden
Kort fortalt
Her står rangordenen mellem skibe. En motorbåd, der er let, skal vige for skibe uden kommando, skibe med begrænset manøvreevne, fiskeskibe og sejlskibe. Et sejlskib skal vige for de tre første. Reglen gælder undtagen i snævre løb, trafiksepareringssystemer og ved overhaling.
Lovteksten
Medmindre andet fremgår af reglerne 9, 10 og 13, gælder følgende:
(a) Et maskindrevet skib, der er let, skal gå af vejen for:
(i) et skib, der ikke er under kommando;
(ii) et skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere;
(iii) et skib, der er beskæftiget med fiskeri;
(iv) et sejlskib.
(b) Et sejlskib, der er let, skal gå af vejen for:
(i) et skib, der ikke er under kommando;
(ii) et skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere;
(iii) et skib, der er beskæftiget med fiskeri.
(c) Et skib, der er beskæftiget med fiskeri, og som er let, skal så vidt muligt gå af vejen for:
(i) et skib, der ikke er under kommando;
(ii) et skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere.
(d)
(i) Ethvert skib, bortset fra et skib, der ikke er under kommando, eller et skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere, skal, dersom omstændighederne i det givne tilfælde tillader det, undgå at vanskeliggøre sikker passage for et skib, der er hæmmet af sin dybgang, og som fører signaler efter regel 28;
(ii) et skib, der er hæmmet af sin dybgang, skal navigere med særlig forsigtighed under fuld hensyntagen til dets specielle situation.
(e) Et søluftfartøj på vandet skal i almindelighed holde godt klar af alle skibe og undgå at være til hinder for deres sejlads. Dog skal et søluftfartøj under omstændigheder, hvor der er fare for sammenstød, overholde reglerne i dette kapitel.
(f)
(i) Et WIG-fartøj skal, i forbindelse med start, landing og flyvning nær havoverfladen, holde godt klar af alle andre skibe og undgå at vanskeliggøre deres sikre navigation;
(ii) et WIG-fartøj, som opereres på havoverfladen, skal opfylde bestemmelserne i dette afsnit som et maskindrevet skib.
Ordret fra Bekendtgørelse nr. 1083 af 20. november 2009 om søvejsregler, bilag 1.
Lær og øv
På telefon kan du stryge til siden for at skifte regel.